Preken 18 — Jeg kjenner et menneske i Kristus, for fjorten år siden

Pfeiffer-preken 18Middelhøytysk + norskOm denne utgaven

Originaltekst (middelhøytysk)

Norsk oversettelse

Scio hominem in Christo ante annos quatuordecim etc. (2. Cor. XII, 2.).

Sant Paulus sprichet 'ich weiz einen menschen, der wart vor vierzehen jâren verzuket in den dritten himel; weder daz in dem lîbe ge- schëhe oder niht, des enweiz ich niht, got der weiz ez wol.' Ich spriche: wære aber Paulus deheine wîle dâ gewesen, sô müeste lîp mit geiste geist worden sîn oder diu sêle müeste von dem lîbe gescheiden sîn. Doch schiet sîn sêle niht von dem lîbe, want si gap wesen dem lîbe, doch sach si got in ir unde sich in ime.

Diu sêle hât drîe krefte: verstentnisse, wille unde zornlîcheit. Die drîe krefte einigent sich an die gotheit. Der wille heftet sich an got, daz er alliu dinc vermac; dâ grîfet got in sîn götlich wesen unde gibet ir vermügentheit unde berhaftekeit. Daz verstentnisse heftet sich an den sun, daz si mit dem sune verstêt; denne verstêt si mit dem sune, sô si entblœzet wirt alles verstentnisses. Diu dritte kraft ist diu kriegende kraft, diu heftet sich an den heiligen geist. Diu kraft ist alwege kriegende nâch dem ursprunge, von dem si geflozzen ist, want der heilige geist ein inleiter ist in die êwikeit: dâ erfüllet er der sêle winkele alzemâle, dâ verliuset si zît unde stat in êwikeit, dâ ist si in der zît ob der zît und enhât doch diu sêle niht genüegede: und hête sie genüegede, sô hête si zît für êwikeit. Unt dar umbe sol man niht abe lâzen. Ez ist niht des menschen schult, swenne er stât in guoter bereitschaft und in vereinunge des willen, ob sich got denne birget und er mit im alliu dinc niht vermag und er tuot doch daz sîne, als diu sunne lât ûz ir lieht unde daz fiur lât ûz sîne hitze. Ein holzöpfelli mac sich niht enthalten, ez lâze ûz sîne siure, aber got vermac daz wol, daz er sich etwenne einer begerender sêle er- ziuhet, sô er ir doch vil nâhe ist. Dar umbe sol si doch niht verzwi- velen, si sol mit herzeclîcher begirde dicke ze gote sprechen: friunt aller liebester, wie lange sol ich dîn beiten?

Scio hominem in Christo ante annos quatuordecim etc. (2. Cor. XII, 2.).

Den hellige Paulus sier: «Jeg kjenner et menneske som for fjorten år siden ble rykket bort til den tredje himmel. Om det skjedde i legemet eller ikke, vet jeg ikke; Gud vet det vel.» Jeg sier: Hadde Paulus vært der en stund, måtte enten legemet sammen med ånden ha blitt ånd, eller sjelen måtte ha skilt seg fra legemet. Men sjelen hans skilte seg ikke fra legemet, for den gav legemet væren. Likevel så sjelen Gud i seg selv og seg selv i ham.

Sjelen har tre krefter: forstand, vilje og den stridende kraft. Disse tre kreftene forenes med guddommen. Viljen knytter seg til Gud, som makter alle ting. Der griper Gud inn i sitt guddommelige vesen og gir sjelen evne og fasthet. Forstanden knytter seg til Sønnen, så den forstår sammen med Sønnen. Og den forstår sammen med Sønnen når den blir avkledd all forståelse. Den tredje kraft er den stridende kraft, som knytter seg til Den hellige ånd. Denne kraften kjemper alltid etter opphavet den strømmet fra, for Den hellige ånd er en innfører i evigheten. Der fyller han helt ut sjelens kroker. Der mister den tid og sted i evigheten; der er den i tiden hevet over tiden. Men sjelen er likevel ikke tilfreds. Og var den tilfreds, ville den ta tiden for evigheten. Derfor skal man ikke gi opp. Det er ikke menneskets skyld når det står i god beredskap og i viljens forening, om Gud da skjuler seg, slik at det ikke makter alle ting med ham. Mennesket gjør likevel sitt, slik solen gir fra seg sitt lys og ilden sin varme. Et villeple kan ikke la være å gi fra seg sin syrlighet. Men Gud kan godt trekke seg tilbake fra en sjel som begjærer ham, enda han er den ganske nær. Derfor skal den ikke fortvile. Med inderlig lengsel skal den ofte tale til Gud: «Aller kjæreste venn, hvor lenge skal jeg vente på deg?»

Nû sprichet er: dem lieben Kristô wart gegeben ein niuwer name: der ein von dem engei, der ander von sant Paulen, der dritte von dem himelschen vater. Der engel gab ime den namen Jêsû Kriste. Mit dem namen nande in Joseph unde Marîâ unde der name ist als vil gesprochen als daz heil der welte. Der name wirt gegeben eime verwundeten menschen. Wir zarten joch ze vil. Danne wære man heil von aller gebrechlicheit, sô man wære ûf erhaben unde in geholt: denne wære man ûf erhaben, sô man blôz und abegescheiden wære. Wande an dem obersten gensterlîn, dâ man gotlich lieht enpfâhet, daz gescheidet sich niemer von gote unde wirt niht gemitelt. Swie doch liep unde leit unde pîne zuovallat, daz berüeret niht wan die nidersten krefte.

Sant Paulus gab im drîe namen unde sprach, er wære ein wider- glanz des vater. Er sprichet: der verwunten sêle wirt gegeben daz verborgen himelbrôt. Wâ von ist si wunt? Daz ist von begirde. Waz ist begirde? Daz ist minne. Waz ist edeler denne begirde? want swaz man got bittet mit dëmuot unde mit begirde, des mag es niht versagen: er leitet die gerunge, diu mit dëmuot geverwet ist, in die triskamer der heiligen drîvaltekeit. Paulus nante in ouch unde sprach, er wære ein berhaftekeit des vater unde gelîcheit in dem vater, wand er mit dem vater würket und ouch die persône gebirt. Ich spriche für wâr: diu sêle mac persône gebern, sô got lachet in sî und si wi- der lachet in in. Bî eime gelîchnisse: als der vater lachet in den sun unde der sun wider in den vater unde daz lachen birt lust unde der lust birt fröide unde diu fröide birt minne unde diu minne birt per- sône unde persône birt den heiligen geist: alsô birt er mit dem vater. Der dritte name was, sô er sprach, er wære ein majestât der substancie gotes. Diu majestât ist daz wesen der substancie gotes, diu substan- cie ist diu ursprunglicheit der drîer persônen. Denne heizet diu sêle majestât, sô si wesen begibet: dâ sol man bekennen vater und vater- licheit unde sun und sunlicheit und ir beider persône in einekeit begriffen. Der vater gab ime fünf namen âne wort. Daz uns got blôz behalte in im, des helf uns got. Âmen. 30

Nå sier han at den kjære Kristus fikk et nytt navn: ett av engelen, et annet av den hellige Paulus, et tredje av den himmelske Fader. Engelen gav ham navnet Jesus Kristus. Josef og Maria kalte ham med dette navnet, som betyr verdens frelse. Navnet blir gitt til et såret menneske. Vi skåner oss selv altfor meget. Da ville man bli helbredet for all skrøpelighet, om man ble løftet opp og samlet inn. Og man ville bli løftet opp dersom man var naken og løsgjort. For i den øverste lille gnist, der man mottar guddommelig lys, skilles man aldri fra Gud, og det er intet mellomledd. Selv om glede og sorg og smerte rammer mennesket, berører det bare de lavere kreftene.

Den hellige Paulus gav ham tre navn og sa at han var en gjenglans av Faderen. Han sier: Den sårede sjelen får det skjulte himmelbrød. Hva er den såret av? Av lengsel. Hva er lengsel? Det er kjærlighet. Hva er edlere enn lengsel? For det man ber Gud om med ydmykhet og lengsel, kan han ikke nekte. Han fører begjæret, som er farget av ydmykhet, inn i den hellige trefoldighets skattkammer. Paulus kalte ham også Faderens fødende kraft og likhet i Faderen, for han virker sammen med Faderen og føder også personen. Jeg sier i sannhet: Sjelen kan føde en person når Gud smiler inn i den og den smiler tilbake til ham. Ta et bilde: Faderen smiler inn i Sønnen og Sønnen smiler tilbake til Faderen; smilet føder lyst, lysten føder glede, gleden føder kjærlighet, kjærligheten føder en person, og personen føder Den hellige ånd. Slik føder han sammen med Faderen. Det tredje navnet var da han sa at han var Guds substans' majestet. Majesteten er Guds substans' vesen, og substansen er opphavet til de tre personer. Sjelen kalles majestet når den gir fra seg væren; der skal man erkjenne Faderen og faderskapet, Sønnen og sønneskapet og personen til dem begge, grepet i enhet. Faderen gav ham fem navn uten ord. Måtte Gud hjelpe oss til å forbli nakne i ham. Amen.